Hvilken have drømmer du om?
Få din drømmehave med ECOstyle
Der kommer for alvor gang i haven nu. Hold bl.a. øje med ukrudt og skadedyr, ret fokus mod køkkenhaven og sørg for at give havens planter en omgang næring. Se her, hvad du kan gå i gang med i haven nu.
Foråret er i gang og det er så skønt at se blomsterne springe ud i haven og grøntsagerne, der så småt spirer frem i køkkenhaven. I denne måned kan du virkelig følge havens udvikling dag for dag og komme i gang med en masse forskelligt havearbejde. Læs vores gode råd til haven i maj her.
Det er nu, det for alvor går løs i køkkenhaven. Vil du gerne høste en masse lækre grøntsager til sommer? Så er det nu, du skal smøge ærmerne op.
Har du været i gang med at forspire grøntsager, er det også nu, du skal plante dem ud. Inden du planter dem direkte i jorden, er det dog en god idé at forberede dem på de noget hårdere vejrforhold, der venter dem udenfor. Start derfor med at stille dem ud et par timer om dagen på en lun placering med læ. Øg varigheden udenfor over de næste par uger, inden du planter dem i jorden.
Husk også at holde øje med drivhuset. Når vejret bliver varmere, er det vigtigt at prioritere en god ventilation i drivhuset. Sørg for at tynde ud i planterne og lufte godt ud.
Det kan du plante ud i maj: Agurk, chili, fersken- og figentræer, krydderurter, peberfrugt, porrer og tomat - se flere grøntsager nederst i denne artikel.
Temperaturerne stiger støt i maj, og jorden begynder ofte at tørre ud. Det stiller større krav til dig og din vanding. Generelt anbefaler vi, at du vander morgen eller aften, så du minimerer mængden af vand, der fordamper - og alternativt kan du lave dit helt eget smarte vandingssystem med en olla.
En olla er en simpel "vandingspotte" og har været brugt i mere end tusinde år. Den fungerer ved, at lerkrukken suger vandet til sig, som jorden derefter optager. Det sker i et roligt og solidt tempo, som sikrer, at dine planter hverken får for meget eller for lidt vand. Når dine planter får den rette mængde vand, vil du også opleve, at de enten giver flere blomster eller afgrøder. Afhængig af krukkens størrelse og vejret, kan den holde i dagevis, uden du behøver at gå rundt med vandkanden.
Læs vores guide her: Sådan laver du en olla.
Maj er rhododendron-tid: Det er i denne måned, de blomstrer og lyser op med deres store flotte og farverige blomster. Har du rhododendron i din have? Så er det nu, du skal være særligt opmærksom på gødning og skadedyr.
Det er dejligt, når haven blomstrer og det hele gror. Men når haven blomstrer, gør ukrudtet det også. Mælkebøtter, tidsler, skvalderkål, brændenælde m.m. trives nemlig under de samme forhold som dine blomster.
Gør derfor dig selv en tjeneste: fjern ukrudtet løbende, så snart du ser det og mens det stadig er småt.
Fordelen er, at ukrudtet endnu ikke har sat frø, som kan sprede sig. Det er desuden også en hel del nemmere at fjerne ukrudtet i det tidlige stadie, hvor rodnettet endnu er småt.
Få 6 gode råd mod ukrudt og gør havearbejdet nemmere for dig selv.
Temperaturerne stiger i maj, og det er derfor en god idé at holde øje med vejret. Nu hvor det bliver varmere og varmere, er der nemlig en større sandsynlighed for, at jorden udtørrer. Hold derfor godt øje med, om dine planter får det vand, de har behov for og sørg for at vande dem godt i tørre perioder.
Udover at vande dine planter, er det også vigtigt, at du tænker over, hvordan du gør det. Vi anbefaler altid:
Uanset vejret i maj er det sikkert som vidst: Dræbersneglene er der. Afhængig af vejret har sneglene allerede været aktive i nogle måneder - og det er nu her i maj, du for alvor vil opleve, at de kan gøre skade, når de æder toppe og spirer på dine planter. Og æder de dem nu, ja, så får du ikke ret meget mere at se af dine planter.
Vil du gerne undgå, at dræbersneglene æder løs af din have? Så er det NU, du skal i gang.
Læs vores guide her: 6 gode råd mod dræbersnegle.
Hvis nattetemperaturen er stabil og på minimum 8 grader, kan du gå i gang med at plante dine krukker til med blomster.
Sådan planter du bedst blomster i krukker:
Blomster du bl.a. kan plante ud i maj: Stauder, roser, sommerblomster og løgplanter.
Buksbom: Har du buksbom, er det nu, du skal huske at klippe den. I modsætning til mange andre stedsegrønne hække skal buksbom nemlig klippes i både foråret og efteråret. Beskær din buksbom på en overskyet dag. Du risikerer nemlig, at de nyklippede grene får brandsår, hvis de får sol efter klipningen.
Timian: Klip planten let tilbage og klip kun ned i de grønne, nyere skud.
Hortensia: Fjern visne blomsterhoveder, hvis du ikke allerede har gjort det, men pas på, at du ikke klipper de nye blomsterknopper væk.
Sommerfuglebusk: Klip den helt ned til ca. 30 cm over jorden.
Forsythia: Klip de ældste grene helt ned til jorden og tynd let ud i resten.
Lavendel: Klip ned til lige over de nye skud, men undgå at klippe ned i gammelt træ.
Bambus: Fjern døde eller beskadigede stængler.
Figen: Har du ikke beskåret dit træ endnu, kan du stadig nå at fjerne frostskadede grene og justere formen let, men undgå hård beskæring.
Kamelia: Fjern visne blomster og form planten let.
Myrerne bliver for alvor aktive i maj, og de fleste hus- og haveejere vil derfor opleve at få besøg af dem i denne måned. Har du problemer med myrer i køkkenet? Undergraver myrerne dine fliser på terrassen? Eller er myrerne måske flyttet ind i drivhuset?
Der findes mange forskellige tips og tricks mod myrerne, men de er ikke alle sammen lige hensigtsmæssige - eller effektive. Bliv fri for myrer med 6 gode råd fra ECOstyle.
Drømmer du om flere smukke blomster i haven? En flot grøn græsplæne? Flere og mere smagfulde frugter og grøntsager i køkkenhaven? Frodige buske og krukker, der strutter? Så er det en god idé at give dine planter næring i form af gødning.
Planterne i dine krukker har brug for at få tilført næring, da jorden deri hurtigt bliver udpint og planterne ikke har mulighed for at trække næring andetsteds fra. Og i køkkenhaven skal planterne bruge meget energi på at danne frugter. Også dine blomster vil takke dig for ekstra næring, så de kan sætte endnu flere blomster.
Ligesom os mennesker har planter nemlig brug for næring for at trives og bedre kunne stå imod sygdomme.
Se vores store udvalg af gødninger her: Organisk gødning fra ECOstyle.
Få din drømmehave med ECOstyle