Havekalender juni: Hvad kan man lave i haven nu?

Haven er så fin og frodig nu. Har du blomster i haven kan du med et simpelt trick forlænge blomstringen. Se her, hvad du skal være opmærksom på i haven lige nu.
Haven i juni
Haven gror helt vildt i øjeblikket og det er derfor vigtigt, at du bl.a. sørger for, at dine planter har næring til at vokse sig sunde og smukke. Det er en skøn tid i haven, så husk at nyde det. Det her, skal du være særligt opmærksom på i haven i juni:
- Fjern visne blomster i haven.
- Gød blomsterbed, krukker, afgrøder og græsplæne.
- Hold ukrudtet nede.
- Til kamp mod dræbersneglene.
- Klip hækken - eller vent.
- Giv dine roser en kærlig omgang.
- Indeklimaet i drivhuset.
- Knib sideskud af tomatplanterne.
- Plant dahlia ud.
- Bliv fri for uvelkomne myrer.
Fjern visne blomster i haven
Elsker du blomster i haven, men synes du, at visne tulipaner og rhododendronblomster er kedelige at se på og at pelargonier, petunia og andre smukke sommerblomster afblomstrer alt for hurtigt?
- Visne tulipanhoveder er virkelig kedelige at se på. Når kronbladene er faldet til jorden, kan du skære hovedet af stænglen ca. 1-2 cm under hovedet. Blomsterløget kan nu få al energien tilført og det giver dig flottere tulipaner næste år. Kan du holde det ud, så lad endelig den visne stængel være indtil den er helt visnet, så vil energien fra stænglen blive tilført løget i jorden. Stænglen er typisk visnet til Skt. Hans og du kan da forsigtigt tage den væk.
- Påskeliljer, som er visnet, er det ikke nødvendigt at klippe hovederne af - medmindre du gerne vil slippe for at se de visne hoveder.
- Rhododendron har været flotte i maj og måske starten af juni. Fjerner du de visne blomsterhoveder, danner planten nye skud og du vil opleve lige så mange flotte blomster næste år.
- Hvis du ønsker at få flere blomster på dine roser, lavendler, pelargonier, petunia, Flittig Lise, bægerranker, chokoladeblomster, margueritter og andre sommerblomster, eller bare at forlænge blomstersæsonen generelt, er et rigtig godt blomstertrick at fjerne de visne blomster og blade løbende. Når du fjerner de visne dele, undgår du nemlig, at dine planter bruger unødig energi på dem. I stedet kan de bruge kræfterne på at vokse og sætte nye smukke blomster. På den måde forlænger du altså blomstringsperioden på dine planter, så du kan nyde deres smukke farver og dufte endnu længere.
Gød blomsterbed, krukker, afgrøder og græsplæne
Der er fuld gang i haven i juni og dine planter gror lystigt.
Det er både græsplæne, grøntsager, bær og frugt. samt blomster i krukker og bed, som kan have godt af en omgang gødning i juni.
Sørg for at bruge en god organisk gødning, når du skal i gang. Dine planter elsker nemlig organisk gødning, da de får lov til at optage næringen i deres eget tempo.
Til gengæld kvitterer de dig med endnu flere og mere smagfulde frugter og grøntsager, sunde og flotte planter, samt en mere grøn og tæt græsplæne.
Se vores store udvalg af organisk gødning.
Hold ukrudtet nede
Ukrudt er egentligt bare et begreb, der er opfundet for at beskrive uønskede planter i fx bede og belægninger. Mange fjerner ukrudt mellem fliser og i indkørsel for syns skyld, men det er faktisk også en god idé at fjerne det i bede og køkkenhave for dine planters skyld.
Alle planter har nemlig brug for næring. Også ukrudtsplanter. Når du fjerner ukrudtsplanterne i køkkenhaven eller blomsterbedet, undgår du først og fremmest at de ikke overtager bedet, men dernæst sikrer du dig også, at der er mere næring til de planter, du gerne vil have i haven.
Sådan bliver du fri for ukrudt: Få 6 gode råd mod ukrudt.
Til kamp mod dræbersneglene
Afhængig af vejret kan snegle - og isærdeleshed dræbersnegle - blive et problem for mange haveejere i juni. Kommer regnvejret, gør sneglene det helt sikker også.
Har du problemer med dræbersnegle, gælder det om at sætte ind hurtigt og grundigt. En enkelt dræbersnegl kan nemlig lægge op til 400 æg, og så går det altså stærkt.
Spred Ferramol sneglemiddel i og omkring køkkenhave og blomsterbede. Det er baseret på et jernpræparat, som sneglene ikke kan tåle. Når sneglene indtager midlet, får de ondt i maven, kravler tilbage under jorden og dør. Du finder derfor ingen døde snegle rundt om i haven.
Klip hækken i juni - eller vent
I princippet kan du klippe din hæk, så ofte du har lyst, men en gammel tommelfingerregel er at klippe den inden Skt. Hans.
I nyere tid er det dog blevet mere og mere almindeligt at vente til efter Skt. Hans, når fugleungerne er fløjet fra reden. Så undgår man i højere grad at gøre skade på evt. fugle og fuglereder.
Hvordan vil du have din hæk?
- Vil du gerne have din hæk til at stå skarpt og tæt? Så skal du klippe den ofte, så den holder sin 'stramme' form.
- Vil du gerne slippe for at bruge så meget tid på den og kan du godt lide en mere naturlig form? Så er det nok at klippe den 1-2 gange om året.
Tip: Husk at passe på fuglene, når du klipper hækken! De kan godt have tendens til at bygge rede derinde. Så tjek lige efter, inden du går i gang.
Giv dine roser en kærlig hånd
Har du flerblomstrende roser i haven, skal du huske at gøde dem anden gang her i juni måned. Hold desuden øje med vejret. Roser er krævende planter, som godt kan lide at stå i fugtig jord. Undgå derfor, at de tørrer ud ved at vande ofte og gerne gavmildt, særligt i tørre perioder.
Undgå skadedyr og sygdomme i dine roser:
- Minimér risikoen for meldug ved at vande dine roser nede ved rødderne og forebyg med SvampeFri. Når du vander udover plantedele stiger risikoen for svampesygdomme.
- Tjek dine roser for bladlus og fjern dem med fx InsektFri Spruzit, når du ser dem. Bladlusene suger nemlig livet ud af dine planter og større angreb kan derfor resultere i deformaliteter eller dårlig plantevækst.
Tjek drivhuset
Vejret i juni byder ofte på varmere temperaturer og høj luftfugtighed. Det er de perfekte forhold for svampesygdomme, som kan ødelægge din høst. For at undgå skimmelangreb i dit drivhus er der 2 ting, du skal sørge for:
- Vand tidligt på dagen. Sørg for at vande først på dagen, så planterne kan nå at optage vandet. Vander du i de varme timer, fordamper vandet nemlig og sætter sig som kondens i løbet af aftenen og natten.
- Skab luftcirkulation. Hold drivhusdøren og én af vinduerne åbne for at skabe en naturlig luftcirkulation. Frem luftcirkulationen ved at tynde ud i bladene hos de lidt for frodige planter.

Knib sideskud af tomatplanterne
Tomatplanter vokser meget og på kort tid. Knib sideskud af, så planten bruger energien på at danne tomater frem for unødige sideskud, som gør planten tæt og får grene til at knække.
Knib sideskuddene af mens de er små - det er både nemmere for dig og bedre for planten, så såret på planten er så lille som muligt. Sideskuddene finder du i vinklen mellem stammen og bladene. Knib det af så langt nede som muligt og tjek planten løbende, gerne et par gange om ugen, så du kan fjerne alle sideskud, mens de er små.
Plant dahlia ud
Dahlia er en helt fantastisk tilføjelse til haven. De giver en masse smukke og fyldige blomster, som er helt perfekte til buketter. For mange haveejere er dahlia derfor et must.
Dahlia kan komme i jorden, når der ikke længere er udsigt til nattefrost. Mange planter dem derfor ud i maj, men det er en god idé at vente til juni, når risikoen for nattefrost er helt ovre. Vælg en solrig placering til dine dahlia og sørg for at vande grundigt - specielt starten, men også i tørre perioder.
Bliv fri for uvelkomne myrer
Er myrerne flyttet ind i dine kapillærkasser? Kravler de på køkkenbordet? Eller undergraver de dine fliser, så de står og vipper? Så er der heldigvis flere tiltag, du kan ty til i kampen mod de uvelkomne myrer.
Har du et stort problem med myrer inde eller ude, kan du med fordel sætte en genopfyldelig myrelokkedåse op. Myrerne bringer lokkemidlet med ned i boet, hvor de fordeler det ud til de andre. På den måde slipper du af med hele myreboet.
Er der nogle forbipasserende myrer i køkkenet, eller har du måske problemer med flyvemyrer? Så kan du bruge en myrespray, som virker hurtigt og effektivt.
Har myrerne invaderet dine fliser, så de står og vipper? Så kan du fx bruge myrevand eller myresand. Det er 100% giftfrie midler, som lukker gangene og understøtter dine fliser i samme omgang.
Hvis myrerne er flyttet ind i et afgrænset område, som fx et højbed eller dine kapillærkasser, kan du med fordel bruge myreudvanding.