Hvilken have drømmer du om?
Få din drømmehave med ECOstyle
Drømmer du om en lang og god sæson i køkkenhaven eller blomsterbedet? Så er det en god idé at forspire, så dine planter kommer godt fra start. Læs med og se, hvordan du forspirer trin for trin.
Ønsker du en lang og god sæson i køkkenhaven eller blomsterbedet, kan det være en fordel at forspire frøene inden.
Har du gamle æggebakker stående, så hold igen med at smide dem ud - de gør sig nemlig glimrende som spirebakker. Har du ikke nogle æggebakker, kan du også sagtens bruge potter, mælkekartoner eller lignende. Planterne er ligeglade, så længe du bare husker at bruge en god spiremuld.
Husk også at tjekke, hvornår frøene skal forspires og hvornår, de er klar til at blive plantet ud. Går du for tidligt i gang, vil frøene nemlig være spildte og går du for sent i gang, er det ikke sikkert, de når at blive til noget.
Se evt. oversigten forneden eller spørg i din lokale planteskole.
Har du frø liggende fra sidste år eller nogle, som er endnu ældre? Frø kan holde i lang tid og ofte også længere end den holdbarhedsdato, som står på pakken.
Med en spiretest kan du nemt finde ud af, om frøene stadig er gode. Læg fx 3-5 frø fra en frøpose på et stykke fugtigt køkkenrulle eller vat - husk at skrive ned, hvilke frø, der ligger hvor, så du ved, hvilke frø du skal bruge.
Stil dem lunt og fugtigt. Du må gerne sætte dem i mørke, for frøene har ikke brug for lys for at spire.
Nogle frø spirer efter nogle få dage og andre kan tage noget længere tid. Er der kun få frø, der spirer fra den samme pose? Så kan du så flere frø på samme sted, for at være sikker på at nogle af frøene spirer.
Drømmer du om en god sæson i køkkenhaven, men er du i tvivl om, hvornår du skal - eller kan - gå i gang med forspiringen?
Vi har lavet en lille oversigt til dig her, så du kan komme godt i gang:
I januar kan du forspire: artiskok, aubergine, chili, kartofler, løg, peberfrugt, porrer, selleri.
I februar kan du forspire: artiskok, aubergine, chili, kartofler, løg, peberfrugt, porrer, romaine salat, selleri.
I februar kan du plante ud i mistbænk: radiser, rucola, spinat.
I marts kan du forspire: agurk (til opvarmet drivhus eller udestue), aubergine, broccoli, chili, glaskål, grønkål, hvidkål, kartofler, peberfrugt, porrer, romaine salat, rosenkål, savoykål, spidskål, tomat.
I marts kan du plante ud: hestebønner, kartofler (under fiberdug), rabarber, radiser, rucola, spinat.
I april kan du forspire: agurk, aubergine, blomkål, broccoli, græskar, hvidkål, peberfrugt, porrer, romaine salat, rosenkål, savoykål, spidskål, squash, tomat.
I april kan du plante ud: asparges, broccoli, glaskål, grønkål, gulerødder, hestebønner, kartofler, rabarber, radiser, salat, savoykål, spidskål, spinat, ærter.
I maj kan du forspire: agurk, blomkål, broccoli, græskar, majs, romaine salat, rosenkål, savoykål, spidskål, squash.
I maj kan du plante ud: agurk, artiskok, asparges, blomkål, broccoli, bønner, chili, glaskål, græskar, grønkål, gulerødder, hvidkål, løg, majs, peberfrugt, porrer, radiser, rosenkål, rødkål, salat, savoykål, spidskål, spinat, squash, tomat, ærter.
I juni kan du forspire: kinakål.
I juni kan du plante ud: agurk, aubergine, blomkål, broccoli, bønner, grønkål, gulerødder, hvidkål, porrer, radiser, rødbede, rødkål, salat, savoykål, spidskål, squash, tomat, ærter.
I juli kan du forspire: kinakål.
I juli kan du plante ud: broccoli, bønner, fennikel, grønkål, kinakål, majroe, radiser, salat.
I august kan du forspire: dild, koriander, persille og spinat.
I august kan du plante ud: bok choi, dild, grønkål, kinakål, koriander, majroe, persille, radiser, rucola, salat og spinat.
Få din drømmehave med ECOstyle