DIY: Lav din egen hjemmelavede gødning på 4 enkle måder
,
skrevet af Nikki Lund
Ligesom os mennesker har dine planter også brug for næring for at trives og gro. Særligt stueplanter og planter i lukkede miljøer (fx krukker), har brug for at få tilført ekstra næring, da jorden hurtigt bliver udpint. Du kan enten købe en naturlig gødning til dine planter, eller du kan prøve at give dig i kast med at lave din egen hjemmelavede gødning! Der skal ikke så meget til og du har højst sandsynligt flere af ingredienserne derhjemme. Læs videre og se, hvordan du kommer i gang med at lave gødning.
Lav din egen gødning og reducér madspild
Vil du lave din egen hjemmelavede gødning? Så er der gode nyheder til dig: det er både nemt at lave gødning og du har højst sandsynligt ingredienserne derhjemme i forvejen, som du måske endda er på vej til at smide ud. Tænk fx på bananskræller, æggeskaller, teposer og kaffegrums. Det er overskudsmaterialer og på sin vis madspild, som du normalt vil smide ud. Gem i stedet bananskræller, æggeskaller, teposer og kaffegrums og lav din egen gødning! De indeholder en masse næring, som du kan bruge til at gøde dine planter med. Udover at det er den ultimative form for genbrug, sparer det dig også penge.
Hjemmelavet gødning: 4 forskellige måder, du kan bære dig ad
Ved at genbruge overskudsmaterialet fra din madlavning, kan du gøde dine planter på en nem og bæredygtig måde og samtidig reducere dit "madspild". Du kan selvfølgelig smide madrester i komposten, hvor det bliver omdannet til lækker næringsrig muld, men der går lang tid, før du kan komme i gang med at bruge det. Ønsker du en hurtig måde at omdanne dine madrester til hjemmelavet gødning, kan du gøre det på 4 forskellige måder:
Gødning af bananskræl: Bananer er ikke kun en lækker hverdagssnack, men også en fantastisk kilde af god næring til dine planter. I bananskræl finder du et væld af fosfor, calcium og kalium, som er vigtige for plantens rod- og stængelvækst. Gem derfor dine bananskræller, klip dem i mindre stykker og udblød dem en uge i noget vand. Brug fx et patentglas med låg, som du fylder halvt op med varmt vand og derefter smider bananskrællerne i. Alle de gode næringsstoffer optages i vandet og kan herefter bruges opblandet med vand i forholdet 1:1 (dvs. 1 dl banan-vand til 1 dl rent vand). Banangødning har en holdbarhed på ca. 10 dage i køleskabet.
Gødning af kaffegrums: I de fleste husstande gemmer der sig en kaffemaskine. Hos nogen er den i brug et par gange om ugen, mens den hos andre bruges hver eneste dag. Det kan blive til store mængder brugt kaffegrums, som ofte bare ryger direkte i skraldespanden - men lad være med at smide det ud! Kaffegrums indeholder nitrogen/kvælstof, som styrker dine planters vækst og får dem til at vokse sig større og grønnere. Gem kaffegrumset i stedet for og brug det som gødning til dine planter. I surbundsbedet kan du strø det direkte ud på jorden og lade grumset både nære dine planter og hjælpe med at holde pH-værdien nede. Vil du bruge kaffegrums som gødning til dine andre planter, skal du sørge for at opblande det med organisk materiale inden udlægning, som fx pottemuld, afklippet græs, nedfaldne blade eller lignende.
Gødning af teposer: Drikker du te i ny og næ? Så kan du gemme teposerne og bruge tebladene som gødning til dine planter. Te indeholder nitrogen og tannin, som stimulerer væksten af dine planter, så de kan vokse sig store og samtidig giver dem en smuk glans. Du kan bruge teposerne som gødning på 2 forskellige måder: enten ved at lade teposerne trække i vand igen og herefter bruge tevandet som gødning, eller ved at strø tebladene omkring dine planter.
Gødning af æggeskaller: Der bliver spist mange æg i de danske hjem - sikkert også i dit. Æggeskaller består hovedsageligt af calcium, som styrker planternes cellevægge og gør dem mere modstandsdygtige over for sygdomme. Gem derfor æggeskallerne og brug dem som gødning til dine planter. Du kan bruge æggeskaller som gødning på 2 forskellige måder: mal/knus æggeskallerne, så de bliver så fine som muligt og strø dem på jorden omkring dine planter, eller knus æggeskallerne, smid dem i kogende vand og lad blandingen trække natten over, hvorefter du kan kan vande dine planter med det. Brug også meget gerne vandet fra ægge-kogningen til at vande dine planter med, da den også er rig på calcium.
Vil du være ekstra god ved dine planter? Så kan du skifte i mellem de 4 forskellige hjemmelavede gødninger, så de får så mange forskellige næringsstoffer som muligt.
Hvad venter du på? Dyk ned i dit køkken og start med at genbruge dine madrester allerede i dag. Hjemmelavet gødning giver en helt ny glæde, som kommer både dig, dine planter og miljøet til gode.