DIY: Lav en løglasagne - ECOstyle

DIY: Sådan laver du en løglasagne

  • , skrevet af Nikki Lund
DIY: Sådan laver du en løglasagne

Foråret er en fortryllende årstid, hvor naturen vågner fra sin vinterdvale. En af de dejligste måder at byde foråret velkommen på er ved at plante blomsterløg, som du kan nyde allerede i det tidlige forår. En populær og kreativ måde at plante blomsterløg på er ved at lave en såkaldt "blomsterløgslasagne". I denne artikel kan du læse, hvad en løglasagne er, hvordan du laver den, samt hvilke blomsterløg du kan bruge til at skabe din egen skønne forårshave.


Hvad er en løglasagne?

En løglasagne eller blomsterløgslasagne er blomsterløg plantet i forskellige lag. Det er en helt særlig teknik kaldet lasagneplantning, der gør, at du kan udnytte den sparsomme plads i dine krukker til at skabe smukke forårskrukker med lang blomstringstid.

Tanken bag denne teknik er at skabe en langvarig og farverig blomstring, ved at vælge forskellige løg, der blomstrer på forskellige tidspunkter i foråret.

Drømmer du om smukke forårskrukker med lang blomstringstid? Så er en løglasagne svaret!

Sådan laver du en løglasagne

Hvordan laver man en løglasagne?

DET SKAL DU BRUGE TIL DIN LØGLASAGNE:

  • En stor krukke
  • God pottemuld og evt. leca kugler
  • Forskellige typer af blomsterløg, der blomstrer på forskellige tidspunkter (fx tulipan, narcisser, krokus, vintergækker, hyacinter, perlehyacinter m.m.)
  • En skovl

SÅDAN LAVER DU EN LØGLASAGNE:

  1. Vælg en stor krukke og helst en med dræn, så overskydende vand kan rende fra. Ellers risikerer du, at blomsterløgene rådner.
  2. Ønsker du ekstra dræn i din krukke, kan du starte med at fylde et lag leca kugler eller lignende i bunden. Fyld et lag jord i krukken og læg de blomsterløg, som blomstrer senest i det første lag, som fx tulipaner. Dæk med et lag jord.
  3. I det næste lag lægger du de blomsterløg, som blomstrer næst senest, som fx påskeliljer/narcisser eller hyacinter. Dæk igen med et lag jord.
  4. I det øverste lag lægger du de blomsterløg, som blomstrer tidligst, som fx krokus, vintergækker eller perlehyacinter. Dæk igen med et lag jord.
  5. Slut af med en let vanding og placér din løglasagne et sted med godt sollys.
OBS: Pas på med at give din løglasagne for meget vand. Du risikerer, at blomsterløgene rådner, hvis de står for vådt gennem længere tid. Hold derfor igen med vandingen og vand kun ganske sparsomt, hvis der er tørt igennem en længere periode.

Sådan laver du en løglasagne

Hvilke blomsterløg kan jeg bruge til min løglasagne?

Det fantastiske ved en løglasagne er, at du har mulighed for at blande dine yndlingsforårsbebudere og skabe et smukt blomsterflor, som du kan nyde igennem foråret.

Her er eksempler på forårsløg, som du kan bruge i din løglasagne:

  • Tulipaner: En af de mest populære forårsblomster er tulipaner, som fås i mange forskellige farver og former. Tulipaner blomstrer som regel lidt senere i foråret og er derfor oplagte til det første / nederste lag.
  • Påskeliljer / narcisser: En forårsbebuder, der virkelig lyser op i haven, er påskeliljen, som spreder glæde med deres (ofte) flotte gule farve. Påskeliljer blomstrer som regel midt i foråret omkring påske og er derfor gode til midterlag.
  • Hyacinter: En overdådig forårsbebuder er hyacinten, som spreder en herlig duft omkring sig. Hyacinter blomstrer som regel midt i foråret og er derfor gode til midterlag.
  • Perlehyacinter: En lidt finurlig og fin forårsbebuder, er perlehyacinten, som har en sjov form og en smuk blå/lilla farve. Perlehyacinter blomstrer lidt tidligere på foråret og er derfor gode til de øverste lag.
  • Krokus: En af de første blomster til at sprede farve i vinterhaven er krokus. Krokus blomstrer i starten af foråret og er derfor god til det øverste lag.
  • Vintergækker: Den tidligste forårsbebuder i haven er vintergækker, som ofte viser sig frem i sneen. Vintergækker blomstrer i overgangen mellem vinter og forår og er derfor god til det øverste lag. 

klar til mere inspiration?

Login

Forgot your password?

Don't have an account yet?
Create account