Problemer med orm i æbler? | ECOstyle

Viklere: Problemer med orm i æbler

  • , skrevet af Nikki Lund
Viklere giver orm i æbler

Vidste du, at orm i æbler faktisk skyldes viklere? Her kan du læse om viklere, hvordan der kommer orm i æbler, samt hvordan du kan minimere risikoen.


Viklere (Tortricidae)

Orden: Sommerfugle.

Øv, har du fundet orm i æbler, pærer eller blommer?

Der er intet bedre end at sætte tænderne i et hjemmedyrket æble. Glæden forsvinder dog hurtigt, hvis der er orm i. Men vidste du, at de små orme faktisk slet ikke er orme, men larver fra en familie af sommerfugle, der kaldes viklere?

Navnet har de fået, fordi nogle af arternes larver vikler blade sammen til ruller. Nogle viklere spinder bladene sammen på andre måder og faktisk kan de også leve indboret i blomster, frugter, frø og stængler.

I denne artikel om viklere kan du læse:

  • Sådan ser viklere ud.
  • Levesteder for viklere.
  • Adfærd for viklere.
  • Orm i blommer.
  • Orm i æbler.
  • Rolle i økosystemet.
  • Sådan tjekker du, om du har orm i æbler og blommer.
  • Sådan kommer du af med orm i æbler, pærer og blommer.

Viklere i æbler pærer og blommer

Sådan ser viklere ud

Som voksne er viklere ret bredvingede og har forskellige farvemønstre på forvingerne alt efter art. Nogle af de dagflyvende arter er ret farvestrålende, men langt de fleste arter er mindre eksotiske at se på med deres brunlige og grålige farver. Disse "kedelige farver" er dog ret smarte. Farverne giver nemlig viklerne kamuflage, så de ligner bark eller døde blade og på den måde, kan viklerne bedre gemme sig i naturen.  

I hvilestilling ser viklerne "bredskuldret" ud med vingerne foldet tilbage. Det giver dem en afrundet profil, lidt ligesom en klokke eller en pilespids. Viklerne er ofte ret små med et vingefang på op til 3 cm.  

Larvernes udseende varierer også fra art til art, men fælles for dem er, at de alle har en mørk hovedkapsel. Derudover har de mere en 2 gangvorter. Finder du en larve, som du tror, er en vikler med kun 2 gangvorter, er det en larve fra familien Målere.

Levesteder for viklere

Viklere findes i mange forskellige planter. De kan leve i forbindelse med både æble-, pære-, blomme- og nåletræer eller i roser og ærter.  

Vikler-arterne navngives ofte efter deres værtsplante, som fx æbleviklere, der lever i æbletræer og blommeviklere, der lever i blommetræer.

Adfærd for viklere

Vikler larver lever af forskellige planter alt efter hvilken art eller familie, de tilhører. Nogle arter lever af en bestemt plante, mens andre arter kan leve af forskellige planter.  

Måden, de spiser på, varierer også alt efter hvilken art eller familie, de tilhører. Nogle arter spinder bladene sammen med silke og bruger dem som gemmested, mens de æder. Andre arter, som fx æble-, ærte- og blommeviklerne gnaver sig ind i frugter, mens andre gnaver sig ind i stængler, blomster eller frø.  

Som andre sommerfugle starter vikleren som æg. Æggene lægger den voksne vikler-hun i nærheden af eller på den plante, larven skal leve af. Hunnen er blevet befrugtet af en vikler-han, som hun har tiltrukket ved at udsende duftstoffer (kaldet feromoner). De befrugtede æg udklækkes til larver, som spiser og vokser sig store. Herefter laver de en puppe, hvori de udvikles til en fuldvoksen vikler med vinger.

Orm i æbler og blommer

Orm i blommer

De første voksne blommeviklere ses i maj-juni måned. De næste 2-3 uger lægger de æg på nye blommer og efter ca. 2 uger klækker æggene til små rødlige larver.  

Det første, de gør, er at gnave sig ind til blommen. Larven forsøger nu at gnave sig igennem blommestenen for at nå ind til det virkelige gode: nemlig kernen.  

Når larven er færdigvokset, forlader den blommen igen for at lave en puppe under barkflager på træet. Ud af puppen kommer en voksen blommevikler med vinger enten samme år eller det følgende år.  

Er du den heldige type?  

"Tager man en bid af en blomme, vil man med lidt held kunne finde den lille lyserøde larve med mørkt hoved. Er man knap så heldig, finder man kun en halv!" - Sagt af Plantedoktoren.

orm i æbler

Orm i æbler

Æbleviklerne kendes på deres brunlige forvinger med gråhvidt skær og en stor metallisk-farvet plet nær spidsen.  

De første æbleviklere ses i midten til slutningen af maj måned. Frem til august måned har æbleviklerne travlt med at parre sig og lægge æg. Æglægningen sker på varme sommeraftener ved temperaturer over 15 grader C. Her lægges æggene enkeltvis på nye frugter eller blade.  

Efter ca. 2 uger udklækkes de til blege lyserøde larver, der ligesom blommeviklerne gnaver sig ind i frugten som det første. Hos æbler og pærer trænger de dog ind ved stilken eller fra siden. Larverne gnaver sig helt ind til æblets midte, hvor de næringsrige æblekerner findes.  

Efter 4 uger er larverne fuldvoksne og de forlader frugten igen for at forpuppe sig. Puppen laves under barkflager eller et andet godt gemmested. Ud af puppen kommer en voksen æblevikler med vinger enten samme år eller det følgende år.

Rolle i økosystemet

Viklere er føde for mange andre dyr og har derfor mange naturlige fjender. Især fugle, som musvitter og andre mejser, jager de små larver. Snyltehvepse er også glade for de små larver.

Sådan tjekker du, om du har orm i æbler og blommer

De fleste arter af viklere generer kun os mennesker som larver, når de bosætter sig i frugten. Og det er aldrig lækkert, når man finder orm i æbler, pærer eller blommer. Særligt ikke hvis det er en frugt, man lige har taget en bid af. Og som plantedoktoren nævner, så er det endnu værre, hvis man kun finder en halv.  

Du kan undgå den ærgerlige forskrækkelse, når du ved, hvilke tegn du skal kigge efter. Generelt kan de angrebne frugter genkendes ved, at de modner lidt før de andre frugter på træet. Ellers kan du kigge efter følgende tegn på orm i æbler og blommer:  

Tegn på orm i æbler  

Orm i æbler kan kendes på "ormemel", som er en brunlig melet masse, der sidder på æblets overflade. "Ormemel" er larvernes ekskrementer, som skubbes ud af larvens indgangshul i frugten.  

Tegn på orm i blommer  

Angrebne blommer kan genkendes på klare sukker- eller harpiksagtige dråber på frugten. Dråberne er faktisk blommetræets naturlige forsøg på at lukke sår på frugt, grene og blade. Derfor er det også langt fra alle blommer med sukker-dråber, der er under angreb af blommevikler-larver.

Fang viklere og få færre orm i æbler

Sådan kommer du af med orm i æbler, pærer og blommer

Tiltræk viklernes naturlige fjender  

Lad naturen hjælpe dig i kampen mod viklerne. Viklere har mange naturlige fjender. Ved at indrette en insektvenlig have og få flere fugle i haven kan naturen derfor hjælpe dig af med nogle af dem.  

Indsaml angrebne frugter  

Har du orm i æbler, pærer eller blommer kan du minimere skaden betydeligt ved at indsamle inficerede frugter, inden larverne kravler ud igen. Så undgår du, at de formerer sig yderligere og ødelægger flere frugter på sigt.  

Hæng en OrmeFri viklerfælde op  

Forebyg orm i æbler, pærer og blommer ved at hænge en OrmeFri viklerfælde op. Fælden er 100% giftfri.  Læs mere her: OrmeFri blommer og OrmeFri æbler og pærer.

Klar til mere inspiration?

Login

Forgot your password?

Don't have an account yet?
Create account