Sølvfisk | ECOstyle

Sølvfisk - også kaldet sølvkræ

  • , skrevet af Nikki Lund
sølvfisk

Hvor gammel kan en sølvfisk blive? Hvad spiser sølvfisk? Og hvor kommer sølvfisk fra? Find ud af det og meget mere lige her.


Sølvfisk (Lepsima saccharina)

Familie: Lepismatidae.

Den er lille og sølvfarvet og du har helt sikkert set den pile rundt ude på badeværelset, når du har tændt lyset. Sølvfisk eller almindelig sølvkræ er på trods af navnet ikke en fisk, men et lille vingeløst insekt.

Den har fået navnet sølvfisk på grund af den karakteristiske sølv farve og de hurtige bugtende bevægelser, som får den til at minde om en fisk.

I denne artikel om sølvfisk kan du læse:

  • Hvordan ser sølvfisk ud?
  • Levesteder for sølvfisk.
  • Hvor gammel kan en sølvfisk blive?
  • Menneskelig relation til sølvfisk.
  • Sådan bliver du fri for sølvfisk.

hvordan ser sølvfisk ud

Hvordan ser sølvfisk ud?

En sølvfisk kan blive 10-12 mm lang og kendes let på sin flotte og skinnende sølvfarve, som kan forekomme i både mørke og lyse udgaver.  

Det er svært at se på afstand, men kommer man tæt nok på en sølvfisk, kan man se, at den har skæl. Det er skællene (der ikke er samme type skæl som fiskeskæl), der giver sølvfisken den flotte karakteristiske sølvfarve.  

Oppe ved hovedet har den to antenner, som den bruger til at føle med. Bagtil har den tre antenne-lignende strukturer kaldet halefilamenter, hvor den ene ofte stikker lige bagud, mens de to andre stikker ud til hver sin side.

Levesteder for sølvfisk

Du har måske undret dig over, hvorfor du næsten kun ser sølvfisk komme frem fra deres skjul om aftenen eller natten? Det gør de, fordi sølvfisk er lysfølsomme insekter og de er derfor det, man kalder nataktive.  

Sølvfisk kommer oftest ind i hjemmet med de varer og produkter, som du køber ude og tager med hjem. De elsker desuden høj luftfugtighed og varme steder og derfor, finder du dem altid inde i huset og gerne på badeværelset eller i bryggerset. I andre varmere lande kan man dog også finde dem udenfor i naturen.  

Herhjemme i de danske hjem lever de af skidt, som de finder rundt i krogene. De æder især ting, der indeholder stivelse og sukker, som sæberester, skæl og tapetklister, men også døde insekter, mug og skimmelsvamp i fugtigt papir.  

Mens dens danske navn stammer fra sølvfiskens udseende, så stammer det latinske artsnavn "saccharina" fra dens fortrukne føde, nemlig stivelse og sukker.

Hvor gammel kan en sølvfisk blive?

Sølvfisk kan blive rigtig gamle - helt op til 8 år! Det er en lang levetid for et insekt.  

I dens levetid lægger en hun-sølvfisk kun omkring 20 æg og du vil derfor ikke lige pludselig blive invaderet af sølvfisk fra den ene dag til den anden.  

En sølvfisk unge ligner meget sine forældre, dog uden den metalliske sølvfarve. Den får de som regel efter deres tredje hamskifte. Hvis en sølvfisk lever under rigtig gode forhold, kan de skifte ham op til fire gange om året.

Sølvfisken er et urgammelt insekt

For mere end 400 millioner år siden opstod sølvfisk - og den har faktisk ikke videreudviklet sig siden. Man mener, den kan have været ét af de første insekter, som forlod livet i havet for at leve på jorden. Årsagen, til at den ingen vinger har i dag, kan skyldes, at sølvfisken opstod før, insekter havde udviklet vinger.

Menneskelig relation til sølvfisk

En sølvfisk er ganske harmløs at have boende. Den stikker eller bider hverken dyr eller mennesker.  

Alligevel bliver den ofte anset som et skadedyr, fordi den gnaver i bøger, frimærkesamlinger og gamle arkiver. Men faktisk gnaver den som regel kun i bøger, frimærker m.v., hvis de er fugtige.  

Dens fætter skægkræet har derimod en forkærlighed for bøger, papir og alt muligt andet godt, som kan findes på museer og i gamle arkiver. De to insekter er af samme familie og har stor lighed, selvom skægkræet er en del større og har en mere broget farve.

Sådan bliver du fri for sølvfisk

Selvom sølvfisk er forholdsvis harmløse, kan det godt være, du er irriteret over dem og gerne vil være fri for dem.  

Vi har derfor samlet 6 gode råd mod sølvfisk, hvor du får svar på spørgsmålet; hvordan kommer man af med sølvfisk?

klar til mere inspiration?

Login

Forgot your password?

Don't have an account yet?
Create account