Haveinspiration: Villahave med farver, smage - og lidt nørderi

Få inspiration til din drømmehave - se med her og lad dig inspirere, når ECOstyle besøger forskellige haver rundt om i landet.
Ta' med på besøg bag hækken
I et villakvarter i Odense er der en 1200 m2 stor grøn oase med masser af planter og blomster. Her er mere end 100 hostaer, forskellige arter af pelargonier og et væld af roser, men der er også plads til køkkenhave og høns. ECOstyle har besøgt haven og stillet Mona 5 spørgsmål om familiens have:
👉 Hvilken havetype er jeres have?
"Vi har en stor dejlig have, som vi elsker og bruger rigtig meget tid på. Den er ikke en prydhave og det skal den heller ikke være, men her er mange planter og blomster, der giver farve i haven det meste af året. Vi har en mindre køkkenhave – mest med frugt og bær, men har også nogle få grøntsager som fx bønner, kartofler, jordskokker, squash, salat og krydderurter. Det skal frem for alt være nemt at dyrke og helst noget, som sneglene ikke gider at have. Vi har nemlig store problemer med både dræbersnegle og faktisk også rådyr, som snupper alle skud af forårsløgplanterne, roserne og æblerne. Vi har tre teenagere og det betyder meget for os, at de bruger haven og oplever den glæde, som vi får ved at være derude, uanset om det er for at lave havearbejde, høste, hoppe på trampolinen eller blot sidde på terrassen og nyde det hele".
Har du også problemer med snegle i din have? Så se vores 6 gode råd mod dræbersnegle.
👉 Hvad bruger I mest jeres have til?
"Vi bruger haven til at stresse af og nyde at se det gro. Der er så fredeligt og det føles rigtig godt at være tæt på naturen. Man bliver helt glad af at være der. Det hele bliver så meget mere harmonisk og man lærer meget om sig selv og økosystemer. Haven giver en helt anden forståelse og mening med livet, det kan vi godt lide".

👉 Hvad er jeres favoritsted i haven?
"Lige nu er det drivhuset og området omkring drivhuset. Vi har været så heldige at der var en i den lokale facebookgruppe, som skulle af med et gammelt drivhus og det kunne vi overtage. Det har vi malet antracitgrå og sat op ved siden af højbedet og plantebordet - bordet fik vi også gratis mod at fjerne det fra en anden have, så det kan virkelig anbefales at holde øje og evt. spørge sig for, hvis der er nogle i området, som skal af med ting eller planter. Vi er rigtig glade for det store plantebord, hvor vi - eller mest jeg faktisk - stiklingeformerer forskellige slags pelargonier, hortensia, roser m.m. Vi bruger de blomster vi har i haven i forvejen, men får også af naboer og familie. Vi har bl.a. stiklingeformeret en fantastisk rose fra svigerfars have og den står som et minde efter at han gik bort for nogle år siden. Det er ret fint at bruge haven på den måde".
Formering af planter er en nem og billig måde at få mange planter på. Se hvordan du formerer ved hjælp af stiklinger i vores guide om stiklinger.
"Men favoritstedet i haven skifter meget. Vi elsker også området med de mange hostaer, stierne i haven med masser af farverig beplantning, forhaven, som er mere prydagtig og knap så vild i det som andre steder i haven og terrassen, hvor vi alle kan slappe af og nyde at være udenfor sammen".
👉 Hvad er I mest stolte af i jeres have?
Vi elsker, at haven ikke blot er en stor græsplæne. At der er forskellige rum og forskellige oplevelser, afhængig af hvor man befinder sig i haven. Det er aldrig kedeligt, for der er altid noget nyt eller forandret fra sidst man var der og man kan altid finde noget forunderligt. Fx at dyrke sin egen mad og nu lykkedes det os endda også at få modne figner. Et figentræ har meget store fine blade og kan virkelig anbefales. Det vokser dog meget og skal beskæres. Det skal også stå i fuld sol for at fignerne kan modne".
👉 Hvilken plante er jeres yndlingsplante?
Det er virkelig svært at have en yndlingsplante, når man godt kan lide alle planter og blomster. Men vi har begge altid syntes, at hostaer var helt fantastiske og har også rigtig mange af dem. Der er mange forskellige slags, som giver et flot spil, når de står sammen. Det er efterhånden blevet en hel hobby at samle på forskellige hostaer og for andre er det nok ikke altid tydeligt, at der er forskel på dem. Men det er der, og hos os har vi rammet hele haven ind med dem. Så vi har rigtig mange og jeg vil gætte på at der er over 100".

👉 Hvad er jeres havedrøm – er der noget I gerne vil have i jeres have som ikke er der i dag eller som I vil lave om?
"Vi vil gerne udvide haven med endnu flere rum og stier. Jo mere der kommer i haven, jo mere skal der også passes, så vi vil forsøge at vælge planter, der er robuste, giver et godt bunddække og som er nemme at passe. Nogen, som ikke kræver en masse beskæring og vanding."
"Det er hyggeligt at have høns i haven og vi nyder at de går sammen med os, når vi er i haven. Og så giver de selvfølgelig også friske æg, det har vi stor glæde af. Vi drømmer om også at få løbeænder, så de kan hjælpe os af med de mange dræbersnegle."
Gør din havedrøm til drømmehave
Hvert år støtter ECOstyle en eller flere kreative havedrømme, som har en bæredygtig vinkel. Vi støtter både projekter i private haver, foreninger, institutioner m.m. Hold øje med, hvornår du kan indsende din havedrøm - måske det er dig og dit projekt vi skal støtte?
Du kan se mere om ECOstyle Havestøtte her.
Har du en have, som kan inspirere andre? Så vil vi meget gerne høre fra dig, så vi kan dele dine erfaringer og gode idéer. Send os en lille beskrivelse og billeder fra din have på marketing@ecostyle.dk eller via vores sociale medier. Sammen, gør vi havedrømme til drømmehaver 💚