Hvad kan man lave i haven nu?

Få tips til haven i oktober

havekalender oktober
Der er stadig fuld gang i haven, så hvis du tror, havesæsonen er ovre, kan du godt tro om igen. Se her, hvad du kan gå i gang med i haven lige nu.

5 tips til haven i oktober

I oktober gennemgår haven en forvandling og over de næste par uger vil du nærmest kunne følge udviklingen dag for dag. De orange/rødlige farver er så smukke, men selvom havesæsonen er ved at gå på hæld, betyder det ikke, at der ikke er noget at lave derude. Læs vores 5 gode råd til haven i oktober her.

  1. Giv plænen en omgang kalk.
  2. Fjern nedfaldsblade.
  3. Hjælp bierne på vej med insektvenlige planter.
  4. Saml pynt til juledekorationer.
  5. Plant frugttræer.

Tip 1

Giv plænen en omgang kalk

giv-plænen-kalk-i-efteråret

Hvis du ikke allerede har kalket græsplænen, kan du nå det endnu. Selvom mange traditionelt set først spreder kalk i foråret, er det faktisk en rigtig god idé at gøre det i efteråret. 

Lægger du kalken ud nu og sørger for at eftergøde med en god organisk plænegødning, vil du nemlig få en sund og mere tæt plæne til foråret, der bedre kan udkonkurrere mos og ukrudt.

Tip: Gør arbejdet nemt for dig selv og brug AQUA-Kalk. Kalken er 100 % støvfri genbrugskalk fra vandværker og smitter derfor ikke af på hænder og tøj.

Tip 2

Fjern nedfaldsblade

fjern nedfaldsblade i efteråret

Husk at fjerne nedfaldne blade i haven. Det er i denne tid, at efterårsbladene begynder at drysse af træer og buske og det er derfor nu, at du skal ud med riven.

Lidt blade her og der gør ikke spor, men større mængder kan kvæle græsset eller øge risikoen for svampesygdomme.

Fjern derfor bladene, så græsset kan få lys og luft.

Gammelt dansk vejrvarsel:

Hvis træerne ikke smider bladene i oktober, er det et varsel om en streng vinter.

Tip 3

Hjælp bierne på vej med insektvenlige planter

insektvenlige planter efterår

Efteråret er her og insekterne får derfor færre og færre fødekilder. Plant derfor gerne planter i havens bed og krukker, som er til gavn for insekterne. Ved at vælge de rigtige planter, kan du hjælpe dem på vej så lang tid som muligt.

Planter, der er særligt gode for insekterne lige nu:

  • Solhat
  • Asters
  • Efterårslyng (husk at vælge dem med åbne blomster og ikke de 'almindelige', som man oftest støder på)
  • Krysantemum
  • Sankthansurt (som afbilledet her)
  • Vedbend
  • Honningurt

Tip 4

Saml pynt til juledekorationer

saml-ting-til-julepynt

Oktober er den oplagte måned til forberedelse af årets juledekorationer.

Tag børnene med ud i haven eller i skoven og saml grene, agern, grankogler og mange andre fine ting til årets juledekorationer.

I kan også tørre mos, æbler, blomster og blade. I princippet er det kun fantasien, der sætter grænsen.

TIP 5

Plant frugttræer

plant æbletræ i oktober

I bund og grund kan du plante dine frugttræer både i foråret og efteråret. Vil du være sikker på at få det bedste resultat, er det dog en god idé at plante ud i efteråret. Her er solen nemlig mild og vandmængderne som regel idéelle til etablering af nye planter.

Sådan planter du dit nye frugttræ:

  • Start med at grave et hul, der er stort nok til, at du kan stille frugttræet ned i uden at bukke rødderne.
  • Vand jorden godt igennem både før og efter plantningen.
  • Placér træet i samme dybde, som det stod i potten og fyld jord i hullet.

Tip: Sæt en støttepæl i jorden ved stammen og fastgør en sele omkring frugttræet. Så står det bedre imod vind og vejr.