Havekalender december: Hvad kan man lave i haven nu? | ECOstyle

Havekalender december: Hvad kan man lave i haven nu?

  • , skrevet af Nikki Lund
Havekalender december: Hvad kan man lave i haven nu?

Der sker ikke så mange ting i haven lige nu og det er derfor et godt tidspunkt at få ordnet nogle af de praktiske gøremål, du sjældent får gjort. Se her, hvad du kan gå i gang med i haven denne måned.


5 tips til haven i december

Der er kommet lyskæder op i de fleste haver og det er så hyggeligt her i mørket. Der sker ikke så mange ting i haven i øjeblikket. Slap af og hyg dig med familien og få ordnet nogle af de ting, du ellers ikke har tid til. Læs vores 5 gode råd til haven i december her. 

  • Giv haveredskaberne en kærlig hånd.
  • Vælg juletræ med omtanke - og genbrug det.
  • Husk at rense tagrenden.
  • Spar på vejsaltet.
  • Køkkenhaven i december. 

Hvad sker der ellers i haven i december?

👉 Flagermus og pindsvin er gået i dvale, mens fuglene har travlt med at bruge de sparsomme lyse timer på at lede efter mad. Det er også særligt nu, at du kan spotte den smukke dompap.

Forlæng levetiden på dine redskaber

Giv haveredskaberne en kærlig hånd

Vinteren er det perfekte tidspunkt til at tage dig af dine haveredskaber. Giver du dem lidt kærlighed, virker de bedre under havearbejdet og du forlænger deres levetid. 

Start med at fjerne jord og planterester med lunkent vand og fjern evt. rust på redskaberne. 

Brug noget sandpapir til at slibe trædele, så du undgår splinter i fingrene. Slut af med at give træ- og metaldele en omgang olie, så de er helt klar til den nye sæson.

Bæredygtig juletræ

Vælg det rigtige juletræ - og genbrug det

Vil du gerne have et juletræ, men går du op i, at det skal belaste klimaet mindst muligt? Så er der mange, der vil argumentere for, at årets juletræ skal være en rødgran. 

Rødgran vokser hurtigere og optager dermed mere CO2 end fx nordmannsgran. Når rødgran vokser hurtigere, optager produktionen også mindre plads, da der over tid kan dyrkes flere træer. 

Sørg også for at hente juletræet så tæt på dit hjem som muligt. Det er trods alt bedre at køre 5 km efter dit juletræ end fx 25 km. 

Husk at genbruge dit juletræ

Hvis man tænker over det, er det egentligt synd og skam at så mange træer hvert eneste år bliver fældet for at stå og pynte indendøre i ganske få dage. For at balancere regnskabet kan du derfor sørge for at genbruge juletræet i stedet for blot at smide det ud. 

Du kan genbruge juletræet som vinterdækning i bed, bruge nålene til jordforbedring, aflevere træet til genbrug hvor det laves til flis eller fx bruge stammen som søjle til et fuglefoderbræt. 

Rens tagrenden

Husk at rense tagrenden

Det er måske ikke det sjoveste arbejde, du kan give dig til, men det er nok noget af det mest fornuftige. Hvis du udskyder opgaven for længe, kan din tagrende nemlig stoppe til. 

Derfor er det en god idé at rense tagrenden: 

  • Du minimerer risikoen for fugtskader i huset. Er tagrenden fuld, risikerer du nemlig, at vandet løber over og ned langs husmuren, hvilket i værste tilfælde kan ende med en vandskade.
  • Du undgår, at dine planter tager skade af det dårlige vand. Drypper det beskidte vand ned i dine bed, kan det også have en negativ effekt på dine planter.

Gør derfor dig selv en tjeneste og tjek tagrenden i november. Sørg for at fjerne blade og andet snavs fra tagrenden, så den fortsat kan tage sig af eventuelle store mængder vand. Det tager ikke mange minutter at tømme den.

Vejsalt ved hæk og planter

Spar på vejsaltet

Når der er frostgrader om natten, skal vejsaltet frem, men husk at passe på havens planter. Vejsaltet er nemlig hård mod både hæk, blomster og græsplæne og kan gøre skade. 

Strøer du salt ud på terrassen, i indkørslen, på stier eller fortovet skal du derfor undgå at smide vejsaltet alt for tæt på planterne, hvis du vil sikre dig, at de står smukt, grønne og sunde til sommer.

Bind rosenkålen op

Køkkenhaven i december

Bind rosenkålen op

Dyrker du lækre rosenkål, som du glæder dig til at høste henover vinteren? Så er det en god idé at binde dine vintersorter op. Kommer der sne, risikerer du nemlig, at de bliver tynget ned af sneen. Brug gerne en solid pæl, så dine rosenkål ikke vælter. 

Tip: Du kan sagtens plukke dine rosenkål i frostperioder, men gør det gerne dagen i forvejen, så de kan nå at tø op før brug. 

Gå dit forråd igennem

Har du stadig et forråd liggende fra sommerens høst, er det en god idé at gå det igennem en gang imellem. Gå kasser igennem og fjern alt, der er råddent eller skimlet. Lader du de dårlige frugter og grøntsager ligge, risikerer du nemlig, at de fordærver resten af dit forråd. 

Tip: I stedet for at smide de dårlige madvarer direkte ud, kan du med fordel smide dårlige æbler og pærer ud til fuglene, så de kan få gavn af det. Mange fugle elsker at guffe nedfaldsæbler og -pærer i sig.

Klar til mere inspiration?

Login

Forgot your password?

Don't have an account yet?
Create account